Hans Frederik Munk (60)
Hans Frederik Munch
(f. 1983, Cape Town)
Hans Frederik Munch skriver ikke indenfor en bestemt genre. Skulle man alligevel prøve at indkapsle hans nuværende forfatterskab, er det evnen til at beskrive store følelser med få sætninger, hans præcise sprog og de overraskende elementer, der optræder i hans tekster.
I 2019 udkom Hans Frederik Munch med romanen Pupiller udvider sig i mørke. Sproget er ladet med stemninger og svinger mellem det voldsomme og det stille, det fjerne og det nære, det følelseskolde og det følsomme. Imellem disse yderpunkter opstår der noget, som ikke nødvendigvis er skrevet med ord, spændinger af en slags, der giver teksten fremdrift og liv.
I 2022 udkom Hans Frederik Munch med Mutti, der er første bog i romantrilogien Fantaster og tyranner. Scenerne er galgenhumoristiske, finurlige og giver stof til eftertanke. Kapitlerne er korte, men alligevel store. Det er morsomt og smertefuldt, et stærkt sammenkog af liv og komplicerede relationer. Mutti er en lille roman om en stor kvinde, der levede igennem det 20. århundrede, og en fortælling om en familie på opløsningens rand.
I 2023 udkom Kullemunken, der er anden bog i romantrilogien Fantaster og tyranner. Stilen, tonen og kompositionen er som i Mutti, men i Kullemunken tegner Hans Frederik Munch også et stærkt tidsbillede af en provins og dens indbyggere. Kullemunken er en lille roman om en stor mands fald og jagt på kærlighed. Og en tidsrejse igennem Nexø.
I 2023 udkom Kong Hans, sidste bog i trilogien, hvor Hans Frederik Munch går tæt på sin egen far, der var eventyrer, restauratør, kunstner og besat af practical jokes. Det er et rørende og ikke helt ukompliceret portræt, og samtidig samler Munch alle trådende fra Mutti og Kullemunken og lukker dermed en ganske anderledes slægtsroman på skønneste vis.
Hans Frederik Munchs debutroman, Under kondoren, der udkom i 2009, er en fængslende bog, som flot og præcist fortæller om unges forhold til at rejse og opleve – og om længslen efter mening. Bogen rummer stærke emner som venskab, stoffer, sex og kærlighed. Det er en perfekt bog til unge med rejselyst, men også til folk, der bare drømmer om rejselivet. En lille bid af det moderne eventyr.






