skip to Main Content

STEEN RABING

Besøg Steen Rabings stand, hvis du vil høre om drengeliv dengang, da det fandtes i fri form. Længe før forældres aktive overvågning af et barns fritid – længe før børnehavepasning – længe for skærmbrug og gaming overtog drenges opmærksomhed i timevis hver dag. Dengang skulle en dreng på f.eks. 8 år selv finde på, hvad tiden uden for skoleskemaet skulle bruges til.

Besøg Steen Rabings stand, hvis du vil høre mere om, hvordan et apotek dengang var en fremstillingsvirksomhed med et stort personale, selv i en lille landsby langt oppe i Vendsyssel.

PROFIL

Steen Rabing har oplevet drengeårene i en landsby i Vendsyssel – og på et apotek. Hans far var apotekeren, og en del af drengelivet foregik blandt personalet på apoteket, mens medicinen blev fremstillet. Sådan foregik det i 1950’erne, hvor landsbyen ikke havde en børnehave og kun skolegang i de normale seks timer. Så drengelivet blev levet inde på apoteket, nede på byens fodboldbane og ude i alle de mere tillokkende naturområder omkring den lille by, f.eks. på kanten af den dybe mergelgrav. Alt langt fra forældres overvågning.

Steen Rabing blev senere journalist – bl.a. efter et års ophold i USA i en familie, som gerne ville lære en ung mand fra Danmark at kende – og Steen ønske tilsvarende at lære amerikanernes familieliv at kende, og skolegangen på et gymnasium i Detroit. Uddannelsen førte til 35 års arbejde på TV-avisen.

Bogen bygger på grundig research om Vendsyssel i 50’erne, udviklingen fra stram økonomi lige efter 2. verdenskrig og til den svagt begyndende velstand – og hermed hele udviklingen fra lille landsby til et sommerhuscentrum lige uden for byen. Meget af det set gennem den lille drengs øjne – dengang.

UDGIVELSER

”Drengeliv blandt apotekerkrukker” – forlaget Marehalm – udgivet 2020

LÆS MERE

Besøg bogens hjemmeside og apotekerpiger i arbejde dengang: ”Drengeliv blandt apotekerkrukker”. Siden  hedder ”Forlaget Marehalm.com”

Back To Top